I ankommer til Hanoi, kendt for sine smukke boulevarder, gamle træer, parker og meget mere. Dagen er afsat til at se nærmere på nogle af hovedstadens seværdigheder. I begynder ved Ho Chi Minhs imponerende mausoleum og en af byens mest berømte pagoder. Herefter går I igennem de små gader og oplever bylivet på tæt hold. I har en fridag i Hanoi, hvor der er tid til at shoppe eller at gå på opdagelse i byens mange gadekøkkener.
I kører ud til kysten, hvor I skal besøge den berømte bugt, Halong Bay. Her skal I sejle rundt i det smaragdgrønne vand mellem tusindvis af kalkstensklipper. Bugten, der er fredet af UNESCO, strækker sig over et område på 1.500 km2. I overnatter på den traditionelle båd og får serveret seafood middag. Om dagen skal I sejle i kajak rundt i bugten, hvor I oplever huleformationer og har mulighed for at bade. Er vejret godt kan I sole jer på bådens terrasse og nyde de smukke udsigter. Tilbage i Hanoi går I ombord på nattoget, og tager op i bjergene til Sapa i det nordligste Vietnam. Ved ankomst bliver I indlogeret på et hotel i byen og har derefter tid til at udforske byens markeder og møde de lokale.
I skal på trekking i bjergene, hvor I ser både de flotte rismarker og storslåede vandfald. Her bor I hos en lokal familie på et homestay, hvor I tager del i de lokales hverdag med madlavning over åben ild og arbejde (og måske en mudderkamp) i rismarkerne. Efter nogle skønne dage i Sapa, går rejsen tilbage til Hanoi med nattog og herfra sydpå med fly.
I ankommer til Hoi An, en charmerende, gammel by med smalle gader og pastelfarvede huse. Om aftenen er byen ekstra hyggelig med sine mange, farvestrålende lanterner tændt overalt. På cykelturen gennem rismarkerne kommer I helt tæt på det lokale liv. I cykler forbi områder med fiskeri, vandbøfler og små landsbyer. I skal også sejle i en særlig vietnamesisk kurvebåd langs byens flod og lære at lave lokale specialiteter på et madlavningskursus. Herefter har I fri til at udforske byen eller slappe af på stranden ikke så langt derfra. I Hoi An kan I også få syet tøj, sko eller tasker ved en af byens mange skræddere.