Første uge foregår på det fascinerende Madagaskar, hvor I starter rejsen i højlandet og bevæger jer ud mod den frodige regnskov ved Andasibe. Her lytter I til morgensangen fra Indri Indri, verdens største lemur, og oplever skoven forvandle sig, når mørket falder på under en stemningsfuld natvandring. Dagen efter besøger I Vakona-reservatet, hvor nysgerrige lemurer kommer helt tæt på – nogle hopper måske endda op på skulderen.
I sejler videre gennem Pangalanes-kanalen – et netværk af søer og vandveje – til Akanin’ny Nofy, også kendt som “Drømmenes Havn”. Her bor I midt i det fredelige Palmarium-reservat, omgivet af lemurer i det fri og tæt på fiskerlandsbyer, hvor I får indblik i det daglige liv langs kysten. Tilbage i højlandet hopper I på cykel og triller ad små stier gennem landlige landsbyer, hvor Merina-folket dyrker jorden med enkle midler og stor stolthed. Ugen rundes af med en madlavningsworkshop, hvor I selv tilbereder en traditionel malagassisk middag.