Rejsen starter på Bali i den charmerende by Ubud, der er kendetegnet ved betagende natur, hyggelige caféer og gamle templer. Man kan hurtig fornemme den balinesiske kultur, når man slentrer rundt i gaderne og er ved at falde over de mange små offergaver, der ligger spredt som små blomstrende pakker. Midt inde i byen ligger Monkey Forest, der er hjem for mere end 1000 aber. I besøger skoven og kommer helt tæt på de legesyge dyr.
Om eftermiddagen besøger I det lokale marked, hvor der er mulighed for at købe tasker, kimonoer, armbånd, skulpturer og meget, meget mere. Næste dag kommer I til at smage på de lokale retter, når I skal på madlavningskursus. I lærer, hvordan man bruger de lokale råvarer og krydderier og laver lækkert mad, som I efterfølgende kan smage.
Der vil også være tid til at besøge det lokale tempel, se et traditionelt danseshow, lave yoga eller trekke til toppen af vulkanen Mount Batur, inden turen fortsætter til øen Lembongan. Her bruger I de næste dage på at tage dykkercertifikat og opleve livet under havoverfladen. Lembongan er særligt kendt for at være omkranset af et smukt koralrev, hvor man med held kan se djævlerokker året rundt.
Når tiden ikke går med undervisning og øvelser, kan I besøge kendte spots som Devils Tears og Dream Beach, zipline ved øen Ceningan eller tage på sejltur i mangroven. Når mørket falder på, kan I gå ned til Sunset Beach og nyde solnedgangen med smukke Mount Agung i baggrunden. Hvis du ikke ønsker dykkercertifikat, er der skræddersyet et alternativt program, bestående af dagstur til Nusa Penida, yoga, kajaktur, snorkeltur samt rundtur på Lembongan.