Tryghed
Vi yder altid 24/7-nødsupport og er medlem af Rejsegarantifonden
Tag med på et eventyr gennem mayaernes magiske verden, hvor jeres lokale guide åbner dørene til autentiske oplevelser, og I kommer helt tæt på den farverige kultur. Rejsen begynder på Yucatans paradisstrande i Mexico, fortsætter gennem Guatemalas mystiske jungle og fører jer til Belizes tropiske kyster. I udforsker gamle mayaruiner, farverige markeder, ræser gennem landskabet på ATV, dyster i paintball, rappeller i dybe grotter og besøger en maya-landsby. I svømmer i kølige cenoter, møder lyserøde flamingoer og andre eksotiske dyr som krokodiller, tukaner, papegøjer og aber. I det caribiske Belize, skal I snorkle blandt rokker og havskildpadder i det krystalklare hav.
Sejl med katamaran til bountyøen og snorkl blandt farverige fisk
Besøg et af verdens 7 vidundere og oplev mayaernes imponerende ruiner
Oplev krokodiller, pelikaner og lyserøde flamingoer i den vilde natur
Udforsk mayaruinerne i regnskoven og hør brøleaberne fra trætoppene
Oplev ø-liv med reggaemusik, palmer og afslappet caribisk stemning
Rejsen slutter i Playa del Carmen. Tak for et uforglemmeligt eventyr! (M)
Der tages forbehold for ændringer i programmet.
Måltider er indikeret med M (morgenmad), F (frokost) og A (aftensmad).
I lander i Cancun, hvor jeres guide tager imod jer med åbne arme. Byen er et tropisk paradis med palmer, hvide sandstrande og krystalklart vand. Rejsen starter med en afslappende dag og en festlig velkomstmiddag. Dagen efter venter et eventyr på en katamaran, hvor I sejler over det turkisblå hav, nyder solen på dækket og hopper i for at snorkle blandt farverige fisk.Herefter går turen til en autentisk mayalandsby, hvor I bor i hyggelige hytter omgivet af jungle. Her lærer I de lokale at kende, prøver kræfter med spansk og dyster i fodbold eller basketball. Eventyret fortsætter med rappelling ned i dybe grotter og et besøg på et fascinerende insektmuseum.I Rio Lagartos sejler I gennem frodig mangrove, spejder efter lyserøde flamingoer og krokodiller, inden I slapper af med et naturligt saltbad. Om eftermiddagen forkæles sanserne på en tequilafabrik, hvor I smager på den lokale specialitet.Næste stop er den charmerende koloniby Valladolid, fyldt med farverige bygninger og livlig atmosfære. I drøner gennem junglen på ATV og dykker ned i en forfriskende cenote. Ingen rejse til Mexico er komplet uden et besøg ved det legendariske Chichen Itza, et af verdens syv vidundere. Som prikken over i’et møder I en af landets dygtigste hattemagere og oplever hans imponerende håndværk.
Turen fortsætter sydpå til den historiske by Campeche, en UNESCO-fredet perle med farverige kolonibygninger og gamle bymure. Her får I adrenalinen op med en hæsblæsende omgang paintball, hvor I dyster i et autentisk fort. Efter kampen besøger I en af Mexicos mest farverige kirkegårde, hvor gravene er malet i livlige nuancer, der fortæller historier om dem, der hviler der.Næste stop er Palenque, en af de mest spektakulære mayaruiner, der troner midt i den tætte jungle. I går på opdagelse blandt tempelpyramider, udsmykkede stenrelieffer og skjulte stier, mens I hører brøleabernes karakteristiske kald i trætoppene.Efter at have udforsket de mystiske ruiner, venter en forfriskende dukkert i de tropiske vandfald ved Roberto Barrios, hvor det turkisblå vand inviterer til både svømning og naturlige "vandrutsjebaner".I krydser grænsen til Guatemala, hvor I mærker skiftet i både landskab og kultur. I vågner før solopgang for at opleve det ikoniske Tikal, en af mayaernes største og mest imponerende byer. Fra toppen af den 60 meter høje pyramide, ser I solen stige op over junglen og kaste et gyldent skær over de gamle ruiner. Lyden af brøleaber fylder luften, mens tukaner og papegøjer svæver mellem trætoppene.
I det lille, engelsktalende Belize sænker I tempoet og omfavner den afslappede caribiske livsstil. Her venter palmeomkransede strande, azurblåt hav og en atmosfære, hvor "Go Slow" ikke bare er et slogan, men en livsstil. I sejler med båd til den idylliske ø Caye Caulker, hvor bilhorn er erstattet af cikaders sang, og de eneste transportmidler er golfvogne og cykler.På øens hvide sandstrande mærker I den varme brise, mens I nyder en kold kokosdrink. Dagen byder på et uforglemmeligt eventyr: snorkling blandt havskildpadder, elegante rokker og farvestrålende fisk i det krystalklare vand. Når solen går ned, kan I slappe af på en af øens mange hyggelige barer med en frisk mojito.For de eventyrlystne er der mulighed for at tage en helikoptertur over det verdenskendte Blue Hole, en gigantisk undersøisk synkehule, hvis dybblå farve og mystiske skønhed gør den til et af dykkerverdenens største vidundere. Hvis I har dykkercertifikat, kan I udforske dette naturlige undervandsparadis på nært hold.Herefter forlader I Belize og vender tilbage til Mexico, hvor Laguna Bacalar – også kendt som "De Syv Farvers Lagune" – venter med sit fortryllende farvespil. I oplever det spejlblanke vand og nyder en afslappende svømmetur. Turen fortsætter til Kantemo, hvor I tilbringer natten i telt omgivet af naturens lyde. Som en spændende afslutning besøger I en grotte fyldt med flagermus, hvor I har en unik chance for at se hængende slanger, der jager i mørket – en oplevelse, der både fascinerer og giver kuldegysninger.
I begiver jer nu nordpå mod den tropiske ø Cozumel, men først venter en uforglemmelig oplevelse. I stopper ved en af Tulums skjulte perler, hvor I snorkler blandt havskildpadder. Herefter dykker I ned i en cenote, en magisk underjordisk grotte fyldt med krystalklart, køligt vand. Disse naturlige bassiner, formet over tusindvis af år, skaber en helt speciel atmosfære.Vel fremme på Cozumel, en af verdens bedste dykkerdestinationer, venter gyldne sandstrande og en afslappet caribisk stemning. Her kan I spille beachvolley, tage en dukkert i det lune hav, snorkle langs koralrevene eller bare nyde en cocktail i en hængekøje.De sidste dage af eventyret tilbringes i Playa del Carmen. Byen ligger perfekt placeret ved kysten, ca. 50 km syd for Cancun, og byder på en festlig stemning, et væld af restauranter, barer og butikker samt nogle af Mexicos mest fantastiske strande. Her har I fri til at vælge jeres egen afslutning på rejsen – måske et adrenalinsus med faldskærmsudspring, en tur på jetski, vandski eller parasailing, hvor I svæver højt over det blå hav.Som en perfekt afrunding på eventyret samles I til en festlig afskedsmiddag, hvor I deler minder og skåler med jeres guide og rejsekammerater. Derefter er det tid til at tage afsked – enten for at fortsætte jeres eventyr på egen hånd eller vende hjem med kufferten fuld af uforglemmelige oplevelser.
Indlæser datoer...
Ankomst og afrejse: Cancun Internationale lufthavn (CUN)
Adventuredk sender et uforpligtende forslag til flybillet via vores samarbejdspartner Rejsechefen.dk, så du kan flyve sammen med din gruppe. Rejsechefen er specialister og behjælpelige, hvis rejseplanen skulle ændre sig undervejs. Det øger din rejsetryghed.
Booker du Adventuredk’s forslag til rejseplan, hvor du ankommer med gruppen, er transfer fra og til lufthavn inkluderet. Har du en anden rejseplan, kan du tage en taxi fra lufthavnen til hostel i Cancun, det tager ca. 30 min. Du kan også tilkøbe en lufthavnstransfer igennem Adventuredk.
Hostel i Cancun. Adresse får du før afrejse.
På hjemrejsedagen bor du på hostel i Playa del Carmen. Herfra kan du tage en taxi til lufthavnen, så det passer med din afrejse.
3 nætter på hotel med pool.
7 nætter på hotel.
9 nætter på hostel med pool.
5 nætter på hostel.
2 nætter i hytte.
1 nat i telt
Du bor på flersengsværelse/delt telt.
Et hostel er en form for ungdomshotel. Flersengsværelser med fælles bad, toilet, fællesrum og ofte fælleskøkken med mulighed for at lave mad. På hostel bor I sammen på miks-værelser, hvor hele gruppen overnatter i flersengsværelser på tværs af kønnene.
Morgenmaden på hotellerne er som regel en klassisk continental breakfast med kaffe eller te, brød, smør, marmelade og frisk frugt. Til frokost og aftensmad spiser man typisk på lokale restauranter for egen regning, hvilket giver rig mulighed for at smage de mange spændende kulinariske specialiteter undervejs.
Det mexicanske køkken er i dag verdenskendt og elsket af madentusiaster over hele verden. Mexicansk mad er kendetegnet ved de friske råvarer og de farverige smagsnuancer, som gør køkkenet unikt. Blandt de mest centrale ingredienser i mexicansk mad finder du majs, bønner, tomater, ost, avocado, chili, kakao og endda kaktus, som giver retterne deres karakteristiske smag.
Guatemalas madkultur minder på mange måder om det mexicanske køkken, men landet har også sine egne unikke specialiteter.
Belize byder på en kulinarisk oplevelse, hvor latinamerikanske smage møder britisk kolonihistorie. En af de mest berømte lokale specialiteter er gibnut, en ret der blev serveret for Elizabeth II under hendes statsbesøg i 1985 og som siden har fået det legendariske kælenavn “the royal rat”. Kombinationen af kulturarv og lokale råvarer gør både Guatemala og Belize til spændende rejsemål for madelskere.
Når solen går ned, er det tid til at udforske de mexicanske drikkevarer, som er mindst lige så kendte som maden. Den ikoniske tequila stammer fra byen Tequila i Jalisco-provinsen og kan nydes som klassiske shots med lime og salt eller som ingrediens i populære cocktails som Tequila Sunrise og Margarita. Er du mere til øl, er udvalget også stort. Kendte mexicanske ølmærker som Corona, Dos Equis og Sol er populære verden over.
Retter du bør prøve:
Drikkevarer du bør prøve:
Se hvilke vaccinationer du skal have på: https://www.sikkerrejse.dk/vaccinationsanbefaling/. Adventuredk har rabataftale med sikkerrejse.dk.
Mexico: 180 dages visum fås ved ankomst. Indrejseformular "FMM" skal udfyldes i forbindelse med ankomst. Formularen udleveres ofte i flyet. Pas skal være gyldigt under hele opholdet. Du kan blive bedt om at dokumentere billet til hjemrejse eller videre rejse ud af landet. Ved forlænget ophold i Mexico, skal du være opmærksom på, hvor mange dage dit visum gælder.
Guatemala: 90 dages visum fås ved ankomst. Pas skal være gyldigt 6 måneder fra indrejse. Du kan blive bedt om at dokumentere billet til hjemrejse eller videre rejse ud af landet.
Belize: 30 dages visum fås ved ankomst. Pas skal være gyldigt 3 måneder efter hjemrejse.
Visumregler kan ændres med kort varsel - det er altid dit ansvar at holde dig orienteret om de gældende indrejseregler. Læs mere her.
Tjek dine forsikringer inden afrejse. Adventuredk tilbyder en Gouda rejseforsikring samt afbestillingsforsikring for programmet. Har du allerede en rejseforsikring, kan du bruge den, men husk, at dobbelttjekke at din egen rejseforsikring dækker alle aktiviteter på rejsen.
Hvis du rejser videre på egen hånd eller kombinerer flere rejser, skal du tjekke datoerne for forsikringen. Det er vigtig at du kontakter Gouda rejseforsikring for at forlænge din rejseforsikring hvis du er afrejst. Hvis du ikke er afrejst, kan Adventuredk hjælpe dig.
Se Gouda-produktark her: https://www.gouda.dk/privat/betingelser
Vi anbefaler rygsæk på denne rejse. Rygsækken skal have en størrelse på 50-75 liter afhængigt af din kropsbygning. Køb gerne en cargo-bag, der beskytter din taske under transport. Den er også god at have til opbevaring undervejs på rejsen. Læs mere om valg af rygsæk her.
Vi anbefaler, at du tager en mindre rygsæk med som daypack. Denne kan bruges som håndbagage på flyet og udflugter på din rejse. Pak f.eks. et ekstra sæt tøj heri samt en varm trøje eller et tørklæde, da der kan være koldt i flyet. Husk pas, flybilletter og kamera.
Du skal pakke samme mængde tøj, du normalt vil bruge på ca. 2 uger. Der er mulighed for at vaske tøj undervejs. Typisk betaler man per kilo eller per vask.
Lad det dyre og hvide tøj blive derhjemme.
***
Herunder finder du et udsnit af de valgfrie aktiviteter, der kan købes fra lokale udbydere på rejsen. Priserne er vejledende, og aktiviteterne kan være begrænset af sæson, vejr, udsolgte ture m.m.
Disse aktiviteter udbydes ikke af Adventuredk, hvorfor Adventuredk ikke er ansvarlige for leveringen eller gennemførelsen af aktiviteterne.
Vi anbefaler ikke denne grupperejse for bevægelseshæmmede. Kontakt os for uddybende information.