8 af verdens smukkeste strande
Drømmer du også om hvidt, blødt sand mellem tæerne? Turkisblåt hav så klart, at du kan skimte dine fødder under vandets overflade. Palmer der svajer i en mild brise og solens stråler, der varmer kroppen. Læs med her, og drøm dig væk til strandparadiserne over dem alle. Her får du vores bud på 8 af de smukkeste strande i verden.
1. Maldiverne
På Maldiverne, som er en ø-nation i det Indiske Ocean, finder du nogen af verdens smukkeste strande. Det er et tropisk paradis med turkise laguner, kridhvide sandstrande og svajende palmer. Uanset hvor du befinder dig i det lille ø-paradis, vil du aldrig være langt væk fra at kunne slænge dig på stranden eller tage et dyp i det krystalklare vand. Se hvilke rejser, hvor du kan opleve Maldivernes smukke sandstrande her.
2. Long Beach, Phi Phi
Phi Phi-øerne er en øgruppe i det sydlige Thailand, og her finder du nogle fuldstændig betagende strande. Long Beach på den sydvestlige del af øen har det fineste, hvide sand og helt roligt, krystalklart vand, som indbyder til en svømme-eller snorkletur. Fra stranden har man udsigt til Phi Phi Leh, der med sine høje vertikale klipper beklædt med grønt kun gør oplevelsen på Long Beach endnu smukkere. På vores grupperejse til Bangkok, Khao Sok, Samet & Phi Phi Islands kan du opleve dette fantastiske sted.
3. Nacpan Beach, Filippinerne
Er du på Filippinerne, er Nacpan Beach bestemt et besøg værd. Beliggende i det populære område El Nido på øen Palawan, siges den at være én af de smukkeste strande på Fillippinerne. Den fire kilometerlange sandstrand synes at strække sig, så langt øjet rækker og omgives af blåt vand og palmetræer. Stranden er også kendt som ”tvillinge-stranden”, da den mødes med Caitang Beach, og sammen former de en sandbanke med vand til begge sider.
4. Paje Beach, Zanzibar
Ud fra den tanzanianske kyst ligger et sandt ferieparadis – nemlig øen Zanzibar. Øen omkranses af nogle fantastiske strande og det lækreste turkisblå vand. På den sydøstlige del af øen finder du Paje Beach, som bestemt lever op til forventninger om en ægte paradisstrand. Her strækker sig en endeløs hvid, sandstrand og et helt turkist hav, der indbyder til både badning, snorkling og dykning. Et sand paradis for backpackere.
5. Kelingking Beach, Nusa Penida
Et besøg til Kelingking er et must når du besøger Bali. En af de helt store grunde til Kelingkings popularitet er klippens form. Kigger du godt efter, kan du nemlig se, at klippen rent faktisk ligner et T-Rex hoved. Derfor, er Kelingking også kendt under navnet T-Rex klippen. Fra udsigtspunktet kan du kigge ud over de mange smukke kalkformationer, det blå hav og ikke mindst fantastiske Kelingking Beach. Turen ned til stranden er hård, men helt klart turen værd.
6. Whitsunday Island, Australien
Whitsunday-øerne ligger midt i Great Barrier Reef i Australien, og stranden Whitehaven Beach er ofte kåret som én af de smukkeste i verden. Med sine syv kilometer er stranden da også et imponerende syn, og byder på kridhvidt, blødt sand og turkisblåt vand, hvis lige ikke findes mange steder. Er du på de australske kanter, og er du til paradisstrande og afslapning, er Whitsunday uden tvivl et must-visit. Du kan opleve Whitsunday Island på flere af vores rejser til Australien.
7. Tulum Beach, Mexico
Befinder du dig i det populære ferieområde Riviera Maya i Mexico, skal du uden tvivl besøge Tulum Beach. Den siges at være Mexicos smukkeste strand, og er uden tvivl et ægte paradis med svajende palmer, der slænger sig langs den hvide sandstrand. Fra stranden indbyder Det Caribiske Hav til en svømmetur i sit fuldstændig klare, lune vand.
8. Ile aux Cerfs, Mauritius
Ile aux Cerfs eller "Deer Island" er en ø på Mauritius 'østkyst, som ligger 15 minutters kørsel fra bugten i byen Trou d'Eau Douce. Stranden på Ile aux Cerfs er virkelig smuk. Der er hvidt sand og turkisblåt hav. Mange vælger at prøve parasailing ud for Ile aux Cerfs, udsigten oppefra er helt fantastisk.