KontaktSitemapFAQNyhedsbrevLinksAdventuredk
Gruppen i Venezuela
Venezuela & Brasilien

Rundrejse uge 1 & 2:

Caribiens øer, sol, strand og palmer. Sydamerikansk kultur, spansk og rytme.

 

Fælles afrejse fra Kastrup med ankomst til Caracas, Venezuela, samme eftermiddag. Her bliver I hentet af jeres guider og kører ca. 5 timer inden ankomst til jeres base. Hele guideholdet byder velkommen med eksotisk juice & frugt og præsenterer kort Adventure Campen. De næste par uger står på masser af action, sol, strand, spanskundervisning og hygge med jeres rejsekammerater. Under introforløbet bliver I grundigt informeret om lokalområdet og landet generelt, om sikkerheden og får samtidig et godt kendskab til jeres guider. Med sydamerikanske rytmer i blodet møder I i fælleskab en flot natur, en varm befolkning og en farverig kultur.  

Hver morgen starter med 4 lektioner spansk, og herefter står den på forskellige udflugter til nationalparkens lokale seværdigheder: bådture til de smukke øer i Morrocoy, træning i kajak med redningsøvelser og kajaktur til golfen, spændende huler og udflugter til lagunen, hvor I bl.a. ser lyserøde flamingoer og røde ibis. Gruppen tager også på en tur til Valencia, Venezuelas tredjestørste by.

Campen ligger 2 minutter fra stranden, hvor I har udsigt til en lille øgruppe beliggende kun 400 meter fra stranden. Morrocoy Nationalpark dækker en af Venezuelas smukkeste kyststrækninger samt en masse småøer kaldet Cayos. I området findes store områder af mangrove, som gør området rigt på østers og andre skaldyr. Pelikaner ses i massevis i denne park.

Campens faciliteter byder på hængekøjer i åbne hytter, så brisen fra det Caribiske Hav køler om natten. Der er køkken, spisesal, forskellige opholdsområder samt både inden- og udendørs bad. Campen råder over egne kajakker og mountainbikes, så der er rig mulighed for en aktiv start på turen. Ved den Caribiske kyst er der selvfølgelig altid mulighed for solbadning, beach volley, løb, boldspil, svømning, snorkling ved koralrevet eller afslapning i en hængekøje under palmerne.

 

 

Rundrejse uge 3:

Dyreliv, cowboys, fantastiske sletter og reptiler i massevis.

Biggest catch

 

Fra kysten kører I ca. 10 timer til Los Llanos, - Venezuelas hjerte. Her findes et fladt landskab med utrolig udsigt og et rigt dyreliv. På de store sletter ser man store kvægflokke, som drives af cowboys. Området skifter fuldstændig udseende afhængig af regntid eller tørtid. I tørtiden (fra ca. slutningen af januar til slutningen af maj) er sletten tørret ind til en lysbrun og sprækket overflade, og de formindskede vandhuller bliver derfor samlingssted for dyrene, som må dele territorium. I regntiden er sletterne næsten oversvømmede, smukke grønne og frodige, mens dyrene har plads til at bevæge sig rundt sammen med deres afkom.

Området byder på et fantastisk dyreliv og er specielt kendt for at huse verdens største slange, anakondaen, men også kayman-krokodiller og mere end 300 fuglearter! Den urgamle ”MataMata” skildpadde lever i floden sammen med ferskvandsdelfiner, red belly piratfisk og store rokker. På bredden lever klodens største gnaver i fællesskab med krokodiller, adskillige slanger og store myreslugere – alt synligt fra båden på en god dag.

De fleste beboere på sletterne er sydamerikanske cowboys, som lever af at opdrætte kvæg. Disse cowboys kaldes Llaneros; de er utrolig hårdføre mennesker og lever et hårdt liv på sletterne. Gruppen skal opleve både naturen og det lokale liv – helt tæt på. Blandt andet vil I lære tricks fra en ægte cowboylivsstil og kigge en anakonda dybt i øjnene!

I kører tilbage til campen, og her tilbringes et par dage med afslapning, solbadning, spansk og forberedelser til The Big Trip turen til Orinoco Delta, Gran Sabana og Canaima Nationalpark.

 

 

Rundrejse uge 4 & 5:

Kajak-ekspedition, Floddelta, Waraoindianere og dyreliv.

 

Efter ca. 15 timers kørsel med en overnatning undervejs ankommer I til Orinoco deltaet, der er det næststørste deltaområde på kontinentet næstefter Amazonjunglen i Brasilien. Deltaet består af kanaler, der snoer sig mellem øerne. Bredderne tæt ved kysten er bevokset med mangroveskov og er rig på fugle, som tukaner, araer og andre særprægede papegøjer, som I vil se dagligt. Deltaet beboes af Waraoindianerne, som er den andenstørste indianergruppe i Venezuela. De bygger huse på pæle ved flodbredderne og lever hovedsageligt af fiskeri og landbrug i junglen.
I drager afsted på en 9 dages ekspedition med ny base hver dag. Et roligt tag i pagajen, og kajakken glider lydløst frem langs flodbredden, imens I ser junglens dyreliv på tæt hold. Om eftermiddagen slår I lejr hos de indfødte Warao.

Det kan være hårdt arbejde at ro i kajak og alt i alt tilbageligger I 120 km på 6 dage. Undervejs opleves solopgange, solnedgange, kæmpe flokke af papegøjer og kæmpeoddere, aber, laguner, ferskvandsdelfiner, piratfisk, slanger og meget meget mere. I får forståelse for indianernes samhørighed med naturen og bidrager med de dele af vores kultur, som indianerbørnene elsker: fodbold, sangeleje og vandkamp ved den varmeflodbred. De ældre indianerkvinder vil vise jer håndværk og medicin lavet med materiale fra junglen.
Herefter går turen videre sydpå mod savannen, La Gran Sabana, som er det næste stop på The Big Trip.

 

 

Rundrejse uge 6 & 7:

Højland, savanne, vandfald, bjergplateauer, Pemon-indianere og Roraima bjerget.

Roraima

 

Efter en dags køretur gør I et spændende stop ved floden El Dorado. Dagen efter kører I ca. 1½ time, før I når det 35.000 km2 store højland beliggende i Venezuelas sydøstlige hjørne. La Gran Sabana, den store savanne, er vidtstrakt, smuk, øde og mystisk. Det er her, starten af filmen Jurassic Park blev indspillet, og om hvilken forfatteren Conan Doyle skrev den berømte bog The Lost World.  

Det mest opsigtsvækkende ved den store savanne er bjergplateauerne Tepuis, som ses overalt i horisonten. Hvert bjergplateau har helt sit eget økosystem, og mange af plantearterne lever kun på ét bjergplateau. På savannen findes kun én reel by, Santa Elena, men til gengæld finder man omkring 250 små indianerlandsbyer.

I løbet af den første uge besøger I indianerfamilier og udfordrer vandrestøvlerne på spændende dagsture. I bader i floder og vandfald næsten hver dag. I bruger to dage på forberedelse til det store seks dages trek til toppen af Roraima.

På denne ekspedition bestiges det største af savannens bjergplateauer, Roraima, med sine 2800 meters højde. Bjerget er ca. 600 millioner år gammelt og betragtes som den ældste klippe i verden. Under hele turen overnatter gruppen i telte. Toppen byder på en ubeskrivelig udsigt, sjove planter, stenformationer, krystaller og iskolde kilder. Roraima er et minde for livet og fortjener en hyggelig afslutning med to velfortjente dage med afslapning under gode forhold og fest i den lille by Santa Elena! Sidste dag inden turen går nordpå, krydser I grænsen til Brasilien, hvor der kan shoppes et væld af interessante ting til fornuftige priser.

 

 

Rundrejse uge 8:

Angel Falls, strand, afskedsfest og faldskærmsudspring.

 

På vej tilbage til kysten overnatter gruppen i Ciudad Bolivar inden den sidste lange køretur på ca. 12 timer til campen. Her kan I vælge at "hoppe af" og tage på tur i Canaima Nationalpark - en 3 dages tur til verdens højeste vandfald - Angel Falls. Turen er valgfri og kan købes i Venezuela. I kan også vælge at tage med tilbage til kysten og nyde solen, mens I slapper af på stranden. Når alle er samlet i campen, skal turene fejres, og der skal tages afsked med campen med en hyggelig afskedsfest.

 

I er dog ikke færdige med ekstreme oplevelser, da I dagen før, I flyver mod Europa bliver stillet overfor endnu en udfordring som kræver mod: et tandem faldskærmsudspring. Hvilken afslutning på en adventurerejse kan være bedre end at hoppe ud fra et fly i 4 km højde og få filmet hele springet! Det er dit valg, og du behøver ikke beslutte dig, før du står overfor udfordringen.


Efter 2 mdrs. grupperejse kan du kombinere din rejse med 4 ugers frivilligt arbejde i Andesbjergene eller 4 ugers adventure i Brasilien.

Klik og læs mere om valgfri tur til Angel Falls.

Hvor i verden?
Venezuela & Brasilien Kort
Passer til dig som...
Vil helt ud i ødemarken.
Gerne vil bruge din krop.
Kan lide sol, strand & varme.
Er til hardcore adventure & natur.
Ønsker en grundig introduktion til spansk.
Facebook   Find os på
Facebook
Facebook   Se videoer på
YouTube
Flickr   Se billeder på
Flickr