Rundrejse uge 1:
Mayaruiner, sejltur, nationalpark, koralrev, jungle, canopy.

Fælles afrejse fra Kastrup med overnatning i Miami og ankomst til Honduras næste dag. Turen starter i kystbyen Tela. Her bliver gruppen introduceret til landet og de hjertelige honduranere. I sejler i speedbåd langs den smukke kyst til nationalparken Punta Sal. På turen kan I opleve nationalparkens kæmpestore klippeformationer, koralrev, palmer, hvide sandstrande, og hvis I er heldige, dukker der et par delfiner op til overfladen. I står af på den smukkeste strand og vandrer igennem junglen, hvor der er mulighed for at se aber og masser af fugle. I besøger ”La Bahía Escondida" "den skjulte bugt" – som var et yndet opholdssted for pirater. Frokosten nydes på en fantastisk, øde strand, hvor I kan snorkle eller slappe af i en hængekøje under palmerne. Gruppen fortsætter til Copan, som i mayatiden var en af de mest betydende bystater. I dag er ruinerne en af de vigtigste og største udgravninger fra mayahøjkulturen og er med på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Ruinerne består af templer, pyramider, altre, mayakulturens næststørste boldbane samt fint mejslede relieffer. Landskabet omkring ruinerne er jungleagtigt og frodigt – man føler sig næsten indhyllet i fortiden når man slentrer rundt om ruinerne på de mange snoede stier. Undervejs ser I de smukke Macaw papegøjer, mayaernes hellige fugl. Det er også i Copan, I skal prøve canopy, hvor du suser gennem junglen.
Rundrejse uge 2:
Varme kilder, trekking, indianere, vandfald, rapelling

I rejser til Santa Rosa, der byder på en cigarfabrik I skal se og dejlige varme kilder, I kan slappe af i. I skal på en trekkingtur i Celaque nationalpark, hvor naturen byder på tågeskov, landets højeste bjerg på 2.849 m og et imponerende vandfald. I parken kan I være heldige at se brøleaber, tukaner, pumaer, jaguarer og masser af fugle. Undervejs besøger I Lenca indianerne i landsbyen La Campa. Lencaerne har bevaret mange af deres traditioner og skikke. F.eks. bruger de stadig shamaner og healere. Gruppen overnatter i den lille kolonitidsby Gracias. Efter en hård dags vandring og de mange oplevelser, kan I slappe af på det dejlige hotel og nyde byens bedste udsigt. I kører mod kysten og undervejs skal I opleve Pulhapanzak vandfaldet. Vandfaldet er 30 meter bredt, og I kan gå bag om til en grotte og opleve vandfaldet fra den anden side – en helt fantastisk oplevelse, hvor I helt sikkert bliver våde. I kommer tilbage til Tela, hvor I skal opleve den berømte botaniske have, Lancetilla. Haven blev grundlagt i 1926 af United Fruit Company, som skulle bruge parken til at forske i bananplantesygdomme. Parken spreder sig i dag over 1680 hektarer og har omkring 1200 forskellige slags planter. De næste par dage står på adventure, når I skal have kajaktræning og senere sejle langs kysten til La Ensenada beach, hvor gruppen spiser traditionel frokost og senere er der lagt op til fodboldkamp på stranden. Endnu en udfordring venter i slutningen af ugen, hvor I skal rapelle ned ad en klippevæg.
Rundrejse uge 3-4:
Rafting, øen Utila, koralrev, dykkercertifikat, hængekøjer og strand

I ankommer til floden Rio Cangrejal, hvor I skal rafte. Floden er kendt for Mellemamerikas bedste river rafting. Under kyndig vejledning fra guiderne kommer I til at flyde gennem det brusende vand, mens I nyder udsigten til jungle og vandfald. I kører til La Ceiba, hvor I har tid til at shoppe, inden I skal med færgen til den tropiske ø
Utila. Øen er beliggende i det Caribiske Hav ved verdens andetstørste koralrev. Koralrevet omkring øen er specielt kendt for at huse de kæmpestore hvalhajer og masser af delfiner. Øens venlige befolkning har sine rødder i sorte slaver og engelske pirater, så der tales både engelsk og spansk. Utila er speciel kendt for fantastiske dyk og er meget populær blandt backpackere og dykkere. Øen er kun 13 km lang, og de primære transportmidler er golfbiler og cykler. På øen bruger I 5 dage på at få jeres PADI dykkercertifikat, hvorefter I er kvalificerede til at dykke 18 meter ned. Efter dykning får I et par dage til at nyde strand, palmer, afslapning i hængekøjer, masser af sol og tid til at fejre jeres dykkercertifikat med BBQ og fest på stranden.
Rundrejse uge 5:
Spanskundervisning, kajakekspedition, mangroveskov og papegøjer

Inden I starter på det frivillige arbejde skal I lære lidt spansk. Så ugen byder på intensiv undervisning i små grupper med 4-5 personer. Aftenerne er fri til at udforske byen og til at øve de nye sprogkundskaber med de lokale. Midt på ugen skal I også ud og besøge en bananplantage og opleve, hvordan bananerne gror og forberedes til eksport til bl.a. Danmark. I bruger en eftermiddag efter spanskundervisningen på mere kajaktræning, og sidst på ugen skal I så på kajakekspedition. I sejler ned ad floden på Rio Lean, der munder ud i havet. Her lægger I til land ved den uberørte landsby Colorado Barra, hvor I skal have BBQ på stranden og sove i telte. Næste dag når I til nationalparken Punta Izopo for enden af Telabugten. Ved floden Río Plátano sejler I gennem mangroveskovens små kanaler. Nationalparken har et meget rigt dyreliv, og I får chancen for at se brøleaber, papegøjer, tukaner, isfugle, pelikaner, sommerfugle og måske alligatorer. Det er helt specielt at opleve naturen fra en kajak - stille og roligt padler man sig igennem kanalerne og kommer helt tæt på dyrelivet. I overnatter i telte i nationalparken. På tredjedagen padler I til Tela og spiser aftensmad sammen.
Frivilligt arbejde uge 6-7:
Frivilligt arbejde på en skole eller i en børnehave, udflugt til nationalparken Pico Bonito og øerne Cayos Cochinos.

Det frivillige arbejde foregår i området nær La Ceiba. Afhængigt af din interesse og dit spanskniveau kan du som frivillig vælge mellem et par forskellige projekter. På ”El Pino” kan du hjælpe til i børnehaven. Her kan du lege med børnene, lære dem sange, snakke spansk med dem og give dem omsorg. Børnene er i alderen 1-6 år. På Primary school kan du undervise i engelsk og sport og desuden spille og lege med børnene. Børnene er i alderen 7-13 år. En tredje mulighed er, at et par frivillige kan få mulighed for at hjælpe til ved et miljøprojekt i skoven.Under det frivillige arbejde er der hver weekend arrangeret forskellige aktiviteter for gruppen. I skal på trekking i den tropiske skov Pico Bonito Nationalpark. Trekkingturen går via Rio Zacate stien, hvor I har udsigt til den caribiske kyst og den imponerende bjergkæde Cordillera Gracias a Dios. I vandrer dybt ind i parken og oplever sommerfugle, fugle og aber. Undervejs lærer I om parkens dyreliv og planter. Ved ankomst til det fantastiske Zacate vandfald er det tid til en afkølende svømmetur og en velfortjent frokost. Den anden weekend skal I sejle til øerne, Cayos Cochinos, der er kendt for store hvide sandstrande og krystaltklart turkisblåt vand. Her skal I snorkle og opleve de fantastiske koraller. I bruger en dag på at udforske øerne, bade, nyde strandene og møde garifuna folket, der bor på øerne.
Rundrejse uge 8:
Friuge, Roatan, delfiner, garifunadans og afskedsfest.

Den sidste uge har gruppen 7 fridage til at gøre, hvad de har lyst til. Her kan I vælge mellem en tur til øen
Roatan, hvor I kan svømme med delfiner, et gensyn med Utila, et roadtrip til
Nicaragua, rejse til Guatemala og opleve vulkaner eller blive på hotellet i Tela. De sidste par dage mødes gruppen igen i Tela og holder middag, afskedsfest og traditionel dans i Triunfo de La Cruz med
Garifunafolket, som oprindeligt stammer fra afrikanske slaver har bevaret en del af deres oprindelige kultur. De har deres eget sprog, en blanding af engelsk med afrikanske, franske og spanske dialekter. "How ya ditta doin'?" og "Ja man!", er et par velkendte vendinger. De traditionelle danse ”punta" og "yancunu", som stammer fra Afrika, er helt specielle og sjove at opleve og I kommer helt sikkert at elske denne aften. I har en fri dag inden turen går tilbage til Danmark eller videre ud i verden.