Bestigning af Mount Wilhelm, Papua Ny Guinea

Hvordan kan det være muligt at vælge én fantastisk oplevelse fra Papua Ny Guinea (PNG), når der er så mange at vælge mellem: Den æglæggende skildpadde, de tilbedende nyguinesere, landsbyopholdene, turene på en lastbils lad, sing-sing-optrædenerne, udklædning, hvor man lige pludselig befinder sig med fladmaste papegøjer i sit hattekostume, vandringer til floder for at bade, kokosnød-flækning... Hvordan beskriver man PNG – the land of the unexpected?

Bestigning af Mount Wilhelm - Papua Ny Guineas højeste bjerg på 4.509 meter: Vi var blevet kørt til den fornemme (dvs. senge, toilletter, brusere) Camp J.J., hvor vi havde overnattet og pakket de vigtigste ting ned i vores små rygsække. Disse medbragte vi, da vi tidligt om morgenen begyndte opstigningen af Mt. Willhelm gennem først regnskov: Smalle stier bestående af trin og sigtbarhed på kun få meter og sidenhen noget slettelignende landskab: Åbent land med enkeltstående palmer. Efter et par timer ankom vi til vores nye camp, som bestod af et hyggeligt skur med to rum: Et ”køkken” og et soverum. Her spiste vi frokost: En sammenklappet sandwich bestående af hvidt toastbrød, tomat, banan, appelsin og pølse (behøver jeg at sige, at den ikke smagte særligt godt det til trods for sulten!). Da campen lå lige ved en indsø brugte de mest friske af os eftermiddagen på en dukkert, hvilket var krampagtig koldt. Ellers brugte vi tiden inden aftensmaden på at hygge og slappe af.

Omkring kl. 19.30 gik vi alle sammen i seng, da vi skulle begynde den sidste opstigning kl. 1 om natten. Længe lå vi og snakkede og fortalte historier, da ingen af os var rigtigt trætte, men mere spændte (kunne vi nu klare det), og desuden frøs jeg også alt for meget til at kunne falde i søvn. Da jeg endelig var ved at falde hen, begyndte en af de andre at lide af højdesyge: Opkast, opkast og opkast! Så da vi begyndte den sidste opstigning – i buldermørke (ikke sort – men sort sort), med tasken proppet med vand og tørre kiks, iklædt skiundertøj, vanter, hue og lygte – havde jeg endnu ikke sovet, hvilket dog ikke betød noget, da trætheden hurtigt blev glemt, som det blev stejlere og stejlere, og vi flere og flere gange måtte klatre op af klippesider – helt ekseptionelt fantastisk! Stjernehimlen i PNG er desuden noget helt for sig selv – aldrig har jeg set så mange stjerner på en gang, og i horisonten kunne vi se et uvejr, så af og til blev himlen bag bjergene oplyst af lyn, hvor man så kunne se konturen af bjergkammen, hvilket var virkelig smukt. Der var en del forvirring om hvornår, vi ville nå toppen, og om vi derfor kunne nå solopgang kl. 7 – Mufufu og de andre tre guider var overhovedet ikke enige: Kl. 6 eller kl. 9? Vi nåede dog toppen kl. 6.30, efter at havde været på vej op på den forkerte top: Guiderne havde eftersigende taget turen mellem 50 og 60 gange før, men det til trods var de utroligt hjælpsomme.

Efter at have været på toppen en halv times tid, var vi så gennemfrosne, at vi var mere en klar til at begynde nedstigningen til campen, selvom trætheden nu begyndte at melde sig, og vi var indtil flere, hvis hænder begyndte at hæve helt op pga. kulden. Omkring kl. 10.30 var vi atter tilbage ved campen – mudrede, trætte, sultne og helt fortabte i det vilde, vi lige havde gennemført, hvilket var en fed følelse. Lige inden vi nåede hytten, mødte vi en hvid man, hvilket på PNG i sig selv er noget ud over det normale. Ham gav vi hånd til og hans kommentar var: ”You look tired”, hvilket egentlig ramte meget plet. En af verdenshistoriens største skuffelser indtraf så, da vi fandt ud af, at de havde serveret tørre kiks (som vi havde levet af hele natten) og appelsin til morgenmad – hvilket skal sammenlignes med, at vi var blevet lovet pandekager – det var lige før det var en tåre værd, men vi fik det arrangeret, og det endte lykkeligt med, at vi fik serveret resterne fra aftenen forinden: Ris og karry. Som zombier vandrede vi det sidste stykke ned til Camp J.J., hvilket kun blev bedre af, at det begyndte at styrte ned, men det gjorde bare lettelsen ved at være nede større.

Et fantastisk bjerg - en fantastisk tur – otte fantastiske danskere: En helt ubeskrivelig tur, som jeg ville ønske, at jeg kunne gentage.